partnere bag sitet. Læs mere her.

Piger og
HPV-vaccination

Hos kvinder kan HPV give livmoderhalskræft, analkræft, kræft i skeden, kræft i de ydre kvindelige kønsorganer og mundsvælgkræft. Her kan du se, hvor mange kvinder, der årligt får kræft, der skyldes HPV.

Med HPV-vaccination kan vi undgå 90 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft, 85 % af alle tilfælde af analkræft og 90 % af alle tilfælde af kønsvorter. HPV kan også give kræft i mundsvælget, men vi ved ikke, om HPV-vaccination beskytter mod denne kræftform.

Hvert år får 15.000 kvinder konstateret celleforandringer i livmoderhalsen (forstadier), og hvert år opereres 6.000 kvinder for at fjerne disse forstadier.

HPV kan også give kønsvorter. De er ikke farlige, men kan være meget ubehagelige. Hvert år behandles 4.000 piger og kvinder for kønsvorter.

Det er bedst at blive vaccineret som 12-årig

Piger kan blive gratis HPV-vaccineret, fra de fylder 12 år, og indtil den dag, de fylder 18. Det er gratis, uanset hvornår mellem 12 og 17 år, de begynder vaccinationsprogrammet. Vi anbefaler at tage imod tilbuddet, allerede når pigen bliver 12 år. Det øger sandsynligheden for, at hun når at blive vaccineret, inden hun bliver seksuelt aktiv og dermed risikerer at blive smittet med HPV.

Så mange gange skal man vaccineres

Hvis piger påbegynder HPV-vaccination, inden de bliver 15 år, skal de vaccineres to gange. Hvis de først påbegynder vaccination, når de er 15 år eller ældre, skal de have tre doser af vaccinen. Det skyldes, at immunforsvaret reagerer mere effektivt på en vaccine, jo yngre man er.

Hvis man aflyser eller glemmer en aftale om vaccination, bør man bestille en ny tid hurtigst muligt. Uanset hvor længe, der går mellem to vaccinationer, skal man dog aldrig starte helt forfra med vaccinationerne.

Læs mere i vaccinens indlægsseddel her

Vi kan allerede se, at HPV-vaccination af pigerne har virket

Kræft er en sygdom, der er mange år om at udvikle sig. Derfor kan vi endnu ikke se effekten af HPV-vaccination på forekomsten af f.eks. livmoderhalskræft blandt de piger og unge kvinder, der blev HPV-vaccineret for op til 12 år siden. Til gengæld kan vi allerede nu se effekten på forekomsten af forstadier til livmoderhalskræft. Flere studier viser, at der er en markant lavere forekomst af forstadier til livmoderhalskræft blandt de kvinder, der er HPV-vaccineret end blandt dem, der ikke er. Vi ved, at man ikke får livmoderhalskræft uden først at have haft forstadier til sygdommen. Derfor vil virkningen snart kunne ses ved at færre kvinder får livmoderhalskræft. 

Det er vigtigt, at man tager imod tilbuddet om både HPV-vaccination og screening for livmoderhalskræft

HPV-vaccination forebygger langt de fleste men ikke alle tilfælde af livmoderhalskræft. Derfor er det vigtigt at deltage i screening, fra man fylder 23 år, selvom man er HPV-vaccineret.

Alle kvinder mellem 23 og 64 år tilbydes hvert tredje eller femte år screening for livmoderhalskræft. Formålet med screeningen er at finde og behandle forstadier til livmoderhalskræft, inden de udvikler sig til kræft. Forstadier udvikler sig langsomt, oftest over 10-15 år. Celleforandringer kan være forstadier til kræft, men forstadier er altså ikke det samme som kræft.

Læs mere om screening for livmoderhalskræft her.

HPV og kræft hos kvinder

Livmoderhalskræft skyldes en kronisk infektion med HPV. HPV er meget smitsom, og de fleste smittes med HPV en eller flere gange i løbet af deres liv. HPV-infektioner forsvinder oftest af sig selv igen, men i sjældne tilfælde bliver infektionen kronisk og medfører celleforandringer i livmoderhalsen. I nogle tilfælde udvikler celleforandringer sig til livmoderhalskræft. Hvert år får cirka 15.000 danske kvinder konstateret celleforandringer på livmoderhalsen. En del celleforandringer forsvinder af sig selv, mens andre kræver behandling i form af kegleoperation.

Der findes også andre kræftformer blandt kvinder, der skyldes HPV, nemlig analkræft, kræft i skeden, kræft i de ydre kønsorganer og mundsvælgkræft.

+ Læs mere om HPV og kræft hos kvinder



Hver dag rammes én kvinde af livmoderhalskræft

Danmark har den højeste forekomst af livmoderhalskræft i Norden. Hvert år får cirka 375 danske kvinder konstateret livmoderhalskræft – det svarer til, at mere end én kvinde om dagen bliver ramt af sygdommen. Halvdelen af dem, der rammes, er under 50 år.

Læs mere om celleforandringer på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

I Danmark lever 9.000 kvinder med livmoderhalskræft eller følgerne heraf

9.000 danske kvinder har overlevet livmoderhalskræft eller lever med diagnosen lige nu. At få diagnosen livmoderhalskræft er forbundet med stor fysisk og psykisk belastning, og selv hvis man overvinder kræften, kan der være følgevirkninger efter sygdom og behandling i mange år fremover. Det kan være svært og for nogle umuligt at få børn efter kræftbehandlingen. Man kan også gå tidligt i overgangsalderen, få problemer med vandladning, hævede ben (lymfødem) eller vedvarende tarmproblemer. Mange oplever problemer med sexlivet og dannelse af arvæv, tørhed og smerter i skeden.


Læs mere statistik om livmoderhalskræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside


Læs mere om at leve med livmoderhalskræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside


Læs mere om behandling af livmoderhalskræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside



HPV er også skyld i andre kræftformer hos kvinder

I Danmark er der hvert år omkring 90 kvinder, der rammes af analkræft, som skyldes HPV. Sygdommen er hyppigst blandt kvinder. Analkræft er en sygdom, der rammer analkanalen eller endetarmsåbningen, og som i langt de fleste tilfælde skyldes en HPV-infektion.

Desuden er HPV hvert år skyld i 60 tilfælde af kræft i skeden og ydre kønsorganer blandt danske kvinder.

Infektion med HPV kan give kræft i mund og svælg. Der findes dog også tilfælde af mundsvælgkræft, som ikke er relateret til HPV, men har en anden årsag, typisk længerevarende forbrug af alkohol og tobak. I Danmark er der hvert år omkring 55 kvinder, der bliver ramt af mundsvælgkræft, som skyldes HPV. Mundsvælgkræft rammer oftest mandlerne og tungeroden, som er den bagerste del af tungen.

Bliv vaccineret

Referencer: 

Impact of HPV vaccination on outcome of cervical cytology screening in Denmark – A register‐based cohort study. Thamsborg LH, Napolitano G, Larsen LG, Lynge E. International Journal of Cancer 2018 Oct 1; 143(7): 1662–1670. doi:

10.1002/ijc.31568.Effectiveness of varying number of doses and timing between doses of quadrivalent HPV vaccine against severe cervical lesions. Dehlendorff C, Sparén P, Baldur-Felskov B, Herweijer E, Arnheim-Dahlström L, Ploner A, Uhnoo I, Kjaer SK. Vaccine 2018. doi: 10.1016/j.vaccine.2018.09.011