partnere bag sitet. Læs mere her.

Livmoderhalskræft skal bearbejdes af hele familien

Sommerferieplanerne med børnene blev ikke som forventet, da Maria i 2016 fik konstateret livmoderhalskræft. Et sygdomsforløb som hele familien havde brug for at bearbejde

Maria Schnell Beeken 


Alder: 38 år
Børn: Fire børn (2 til 20 år)
Civilstatus: Gift 
Bopæl: Hedehusene
Sygdomsforløb: Fik konstateret livmoderhalskræft som 36-årig i 2016



Hvordan opdagede du, at du var syg? 

Jeg har altid gået til screeninger for livmoderhalskræft hvert tredje år som en naturlig ting, og jeg har aldrig rigtig været nervøs for det. Omkring sankthans 2016 ringede min læge med svar fra den seneste prøve. Han fortalte, at der var celleforandringer, og at jeg skulle have taget en biopsi. Men han beroligede mig også og sagde, at det selvfølgelig ikke behøvede at være alvorligt. Jeg spekulerede ikke så meget over det lige der. Jeg var mere bekymret for, om det ville påvirke mine sommerferieplaner, som var lige rundt om hjørnet.

Jeg ringede med det samme til forskellige gynækologer, fordi min mavefornemmelse sagde, at jeg skulle få tjekket det inden ferien. Jeg fik fat i en gynækolog en uges tid efter og kom ind for at få taget en biopsi. Han sagde, at jeg skulle indstille mig på et keglesnit, hvis biopsien indikerede svære celleforandringer. Igen var det ikke ordet ’kræft’, jeg var bange for. Det var nærmere, om det mulige keglesnit skulle påvirke min sommerferie med mine fire børn, som jeg havde set frem til. Biopsien viste svære celleforandringer, og jeg skulle derfor have lavet et keglesnit. Jeg blev ked af det, da lægen forklarede, at lige efter et keglesnit må man ikke flyve på grund af risiko for blødninger. Jeg valgte derfor at tage en bus til Spanien, da jeg bare ville afsted på ferie med min familie. Da jeg kom frem, kunne jeg endelig slappe af, for nu havde jeg fået lavet det keglesnit. Det tænkte jeg i hvert fald, lige indtil gynækologen ringede mig op. 


Hvad tænkte du, da gynækologen ringede til dig på din ferie?

Gynækologen ringede og fortalte, at normalt ville han ikke give besked over telefon, men det blev han nødt til, nu hvor jeg var ude at rejse. Han fortalte, at der var kommet en tumor med ud i mit keglesnit, og at der stadigvæk var kræft i min livmoderhals. Det virkede meget aggressivt, så han ville med det samme henvise mig til en kræftpakke. Det slog mig fuldstændigt ud. Det hele væltede. Jeg sad i Spanien, og tankerne fløj rundt i hovedet på mig: Jeg må stadig ikke flyve, så skal jeg tage bussen hjem igen helt alene, velvidende at der er kræft i min livmoderhals? Jeg besluttede at blive dernede med familien, indtil jeg måtte flyve igen, og så fløj jeg hjem sammen med dem. Da jeg kom hjem, gik det hele i gang. Jeg var til CT-scanning, som heldigvis viste, at kræften ikke havde spredt sig. Jeg har fået fire sunde og raske børn, så jeg fulgte lægernes anbefaling om at få min livmoder fjernet. Mine æggestokke har jeg stadig, så jeg ikke går for tidligt i overgangsalderen. 


Hvilke tanker satte det i gang, da du fik at vide, at du havde en tumor?

Jeg havde det værst og oplevede den største reaktion, efter at jeg blev opereret, og det hele egentlig var i orden. I starten af forløbet lå jeg og kiggede på min lille datter på otte måneder og tænkte: Kan man dø af det her? For jeg må indrømme, at inden jeg selv blev diagnosticeret, troede jeg, at livmoderhalskræft var en af de ’nemme’ kræftformer. Jeg tænkte: Man kan vel bare fjerne livmoderen, og så er det i orden. Men sådan er livmoderhalskræft ikke. Da jeg begyndte at læse om sygdommen, gik det op for mig, at en fjerdedel af dem, der får livmoderhalskræft, ender med at dø af det. Og mange af dem, som overlever, lever med slemme senfølger. Det var jeg ikke klar over inden, så jeg blev bange, da jeg fik diagnosen. 


Hvordan påvirkede sygdommen dit forhold til din mand? 

Da jeg fik besked om, at det var livmoderhalskræft, reagerede min mand og jeg på vidt forskellige måder. Jeg prøvede at finde løsninger og havde brug for at snakke om, hvad vi konkret skulle gøre. Min mand lukkede sig ind i sig selv. Og så bearbejdede vi tingene på forskellige tidspunkter. Han var virkelig ked af det og bange, inden jeg fik fjernet livmoderen, og han kunne derfor ånde lettet op, da kræften var fjernet. Men det var der, at jeg fik min nedtur, og der var en mental efterregning, som skulle betales. 


Hvordan arbejdede I med jeres forhold efter operationen? 

Vi har gået til samtaler hos Kræftens Bekæmpelse ved en konsulent, hvilket var rigtig godt for os begge. Det gav en større forståelse for hinanden. Min mand havde været rigtig bange, hvilket han ikke delte med mig, fordi han ikke ville lægge den bekymring på mine skuldre. Men i virkeligheden havde jeg bare brug for, at han sagde: ”Jeg er bange!”. Samtalerne gjorde, at vi fik talt sammen, og han fik en forståelse for, hvorfor jeg blev ved med at frygte, at kræften ville vende tilbage. Jeg bliver jo aldrig den samme. Jeg vil altid være den udgave af mig, som har haft kræft. Jeg vil altid være bange for at få kræft igen, fordi jeg har haft det inde på livet. Og det skal jeg lære at leve med, for sådan vil det altid være. Samtalerne gav en større forståelse for hinanden, og vi er kommet stærkere ud på den anden side.