partnere bag sitet. Læs mere her.

Datteren blev HPV-vaccineret efter en snak med egen læge

Lotte har en datter på 13 år, som er vaccineret mod HPV. En beslutning hun tvivlede på, indtil hun opsøgte sin læge. 

Lotte Lindahl Andreasen


Alder: 43 år
Job: Advokat
Børn: Pige (13 år) og dreng (10 år)
Civilstatus: Gift 
Bopæl: Sorø




Hvad var din umiddelbare tanke om HPV-vaccination?

Jeg er som udgangspunkt for alt, der kan bekæmpe kræft. Jeg har en veninde, som døde af livmoderhalskræft, så lige præcis derfor ligger vaccinen mit hjerte meget nært. Alt, hvad der kan forebygge sygdom, synes jeg er godt og positivt. 

Hvorfor var du i tvivl, om din datter skulle have HPV-vaccinen?

Da min datter kom i den alder, hvor hun skulle vaccineres, var der kommet en masse historier i medierne om bekymringer for bivirkninger. Derfor tænkte jeg, at jeg simpelthen blev nødt til at undersøge det mere, inden jeg tog en beslutning om, hvorvidt hun skulle HPV-vaccineres. Det er egentlig meget ulig mig, da min datter har fulgt børnevaccinationsprogrammet, siden hun var helt lille, og jeg har aldrig nogensinde overvejet at stille spørgsmålstegn ved et vaccinationsprogram. Jeg er helt overbevist om, at læger er professionelle i deres erhverv og ved bedst der. Så jeg har altid lænet mig op ad lægers anbefalinger og råd.

Hvad gjorde dig i stand til at beslutte, at din datter skulle HPV-vaccineres? 

Jeg læste artikler og talte med veninder. Men det gjorde mig faktisk ikke klogere. Det, der endte med at gøre udfaldet, var en snak med min egen læge. Hun fortalte, at hun selv havde tre børn, hvor den ældste var jævnaldrende med min datter, og alle hendes børn skulle vaccineres. Hun syntes, det var helt tosset ikke at lade sine døtre vaccinere. Derudover fortalte hun, at der ikke er noget, der tyder på, at det er HPV-vaccinen, der er årsag til de symptomer, som nogle piger oplever. 

Hvordan var det at være usikker på HPV-vaccination?

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på HPV-vaccinen eller andre sundhedsfaglige spørgsmål. Der skal jeg selvfølgelig spørge dem, der har forstand på det område. Jeg går også ud fra, at hvis der er nogle, som har brug for juridisk rådgivning, så kontakter de mig, da det er det, jeg har forstand på som advokat. Jeg er meget ydmyg over for de ting, som jeg ikke ved noget om. Jeg går til de mennesker, som har en viden, og så tror jeg på det, som de svarer mig. 


Har du nogen gode råd til andre forældre, som er i tvivl? 

Det, der slog hovedet på sømmet for mig, var, at jeg talte med nogle fagpersoner, der vidste noget om det. Jeg blev faktisk mere i tvivl, da jeg indledningsvist begyndte at google, da jeg kunne se, der var hjemmesider, som var bygget op alene med det formål at skræmme folk væk fra HPV-vaccination. Og der bliver man nødt til at være lidt kritisk og tænke, hvilken baggrund har de her folk, der sidder og mener noget? Så det bedste råd, jeg kan give, er at opsøge nogen, der ved noget om HPV-vaccination, altså noget fagpersonale fx ens egen læge.