partnere bag sitet. Læs mere her.

En lille cancer-celle kan give mærkbare følgevirkninger

Liselotte fik konstateret livmoderhalskræft som 40-årig. Siden har hun været ind og ud af hospitalet, og flere og flere senfølger er blevet en del af Liselottes tilværelse. Hun går med krykke, arbejder på nedsat tid og har været alvorligt syg af infektioner siden den første operation i 2012. Men på trods af senfølger, så føler Liselotte sig endelig rask igen.



Liselotte Christensen

Alder: 46 år
Job: Flexjob som Key Account Manager
Børn: Pige (16 år) og dreng (12 år)
Civilstatus: Gift
Bopæl: Roskilde
Sygdomsforløb: Keglesnit i 2002, fik konstateret livmoderhalskræft som 40-årig i 2012


Hvordan opdagede du, at du havde livmoderhalskræft?


Jeg fik pludselig ondt i ryggen. Så ondt at jeg hverken kunne sidde, stå eller gå. Jeg fik 10 år forinden lavet et keglesnit, fordi jeg havde celleforandringer. Derefter gik jeg løbende til kontroller, men de viste ikke noget. Grundet mine voldsomme rygsmerter fik jeg foretaget en MR-scanning, som viste, at jeg havde en diskusprolaps i ryggen, men scanningen viste også noget andet i mit bækken. Jeg fik taget en biopsi på Rigshospitalet, som viste, at det var atypisk livmoderhalskræft, fordi kræften lå i bækkenet. Det var en cancercelle, som havde “gemt sig” i bækkenet efter keglesnittet 10 år forinden. Til de rutinemæssige screeninger har man ikke kunnet se den, fordi tumoren, som var vokset til 5 gange 10 cm, lå i lillebækkenet og ikke i livmoderhalsen.



Hvilke senfølger lever du med?

Jeg lever med en række følgevirkninger af mit kræftforløb. Jeg har haft en blodprop i benet og ophobning af lymfevæske i inderlåret, er inkontinent og så har jeg fået fjernet min venstre nyre på grund af nyrebækkenbetændelse. Siden jeg blev opereret, har jeg været alvorligt syg af flere infektioner. Lægerne kunne ikke forstå mine tilbagefald, men det viste sig, at jeg havde en infektion nær hoften, og at en af mine muskler var død. Lægerne fjernede musklen og betændelsen, og jeg blev lukket med 42 klips. I dag går jeg med krykke, fordi jeg ikke kan mærke den øvre og indre del af mit venstre lår. Den behandling, jeg har fået, betyder også, at mit blodomløb er dårligt, og derfor holder jeg hver dag øje med, at mit ben ikke bliver blåt, fordi det ikke får ilt nok. Mit forløb har været rigtig langt, og det er faktisk først her i foråret 2018, jeg føler mig rask, til trods for at jeg fik konstateret kræft i 2012.



Hvordan påvirker følgevirkningerne din hverdag?

Det er svært at få at vide som 40-årig, at ens underliv er som hos én på 80 år. Strålebehandlingen har gjort mig inkontinent, og jeg kan ikke længere cykle eller gå til spinning, som jeg ellers holdt meget af. Det føltes helt forkert at få at vide, at jeg skal døje med alle de ting i min alder. 

Det er rigtig hårdt at leve med alle disse følgevirkninger. Når det hele føles træls og urimeligt, hjælper det at sætte det hele lidt på spidsen, og så bliver jeg taknemmelig for, at jeg stadig er her.

Hvordan har dit sygdomsforløb påvirket dine børn?

Vores søn var lige startet i skole, da jeg fik konstateret livmoderhalskræft, så han forstod ikke rigtigt, hvad der foregik. Men vores datter var 11 år, og hun har forstået det hele og har haft det svært. Heldigvis har hun snakket med en psykolog i Børn, Unge og Sorg, og det har hjulpet hende. Det har påvirket hende meget, at jeg har været så meget på sygehuset, og det betyder, at hun var meget indforstået med, at hun selv skulle HPV-vaccineres.  

Hvordan har du og din mand tacklet sygdomsforløbet?

Min mand er min klippe. Han har været ved min side hele vejen igennem. Da jeg fik konstateret livmoderhalskræft, gik vi en tur, og der blev vi enige om, at vi skulle komme igennem det her sammen. Selvom det har været mega hårdt, har det styrket vores forhold. Vi er kommet meget, meget tæt på hinanden. 

Hvad vil du ønske folk vidste om livmoderhalskræft?

Jeg synes, forældre skal lytte til os, der har haft livmoderhalskræft. De skal vide, hvordan det er at leve med senfølgerne af sådan et sygdomsforløb og høre, hvordan ens liv bliver traumatiseret. Jeg synes et vigtigt budskab er, at livmoderhalskræft ikke ’bare’ er kræft, det er også alt det, der følger med, fx inkontinens, seksuelle problemer osv., som man skal leve med resten af livet. Det er jo ikke bare en sygdom, der går væk, så du efterfølgende kan leve, som om intet var hændt.