HPV er en seksuelt overført virus, der kan medføre kræft

HPV smitter ved seksuel kontakt, og HPV-infektioner er meget hyppige – især hos unge under 30 år. Nogle HPV-infektioner bliver kroniske og giver celleforandringer på livmoderhalsen, som senere kan udvikle sig til kræft.

HPV er forkortelsen for human papilloma virus, som er en virus, der overføres seksuelt. HPV er meget udbredt, og de fleste vil én eller flere gange i deres liv få en HPV-infektion. Mange HPV-infektioner forsvinder af sig selv igen, men nogle bliver kroniske og giver celleforandringer på livmoderhalsen, som senere kan udvikle sig til kræft. 

Der findes over 100 forskellige HPV-typer, som har hver sit nummer. Ud af de mange HPV-typer kan cirka 15 forårsage livmoderhalskræft. HPV-typerne 16 og 18 er de mest almindelige, og de er tilsammen skyld i 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark. Det er netop disse typer af HPV, som HPV-vaccination beskytter imod.

HPV smitter ved seksuel kontakt

HPV er en meget almindelig virus, som især ses hos unge under 30 år. Mere end 80 % af alle seksuelt aktive bliver i løbet af deres liv smittet med HPV. Omkring 4 ud af 10 danskere under 30 år er smittet med HPV lige nu. Kondom beskytter ikke tilstrækkeligt mod HPV, fordi virus også kan sidde på huden omkring kønsorganerne. Derfor er der også risiko for at blive smittet uden at have samleje.

HPV-infektion behøver ikke være farlig, men kan potentielt udvikle sig til livmoderhalskræft

De fleste mennesker vil en eller flere gange i deres liv få en HPV-infektion. En del af disse infektioner vil kroppen selv bekæmpe – ligesom kroppen bekæmper en forkølelse. Modsat en forkølelse kan man dog ikke mærke en HPV-infektion. Nogle HPV-infektioner bliver kroniske og kan føre til celleforandringer, som senere kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Celleforandringer er ikke kræft, men de kan være forstadier til kræft.

Læs mere på Statens Serum Instituts hjemmeside

Læs mere på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

Referencer

Carcinogenic HPV prevalence and age-specific type distribution in 40,382 women with normal cervical cytology, ASCUS/LSIL, HSIL, or cervical cancer: what is the potential for prevention? Kjaer SK, Munk C, Junge J, Iftner T. Cancer causes & control : CCC. 2014;25(2):179-89

HPV prevalence and genotype distribution in a population-based split-sample study of well-screened women using CLART HPV2 human papillomavirus genotype microarray system. Bonde J, Rebolj M, Ejegod DM, Preisler S, Lynge E, Rygaard C. BMC infectious diseases. 2014;14:413).

Pathology and epidemiology of HPV infection in females. Stanley M. Gynecol Oncol. 2010 May;117(2 Suppl):S5-10”

The estimated lifetime probability of acquiring human papillomavirus in the United States. Chesson HW, Dunne EF, Hariri S, Markowitz LE. Sex Transm Dis. 2014 Nov;41(11):660-4. doi: 10.1097/OLQ.0000000000000193.

Fakta

10 facts om livmoderhalskræft og HPV-vaccination