FAQ om HPV

Kan vaccinen give bivirkninger?
Ja. HPV-vaccinen kan ligesom andre vacciner og lægemidler have bivirkninger.
Det er ret almindeligt at få lidt ømhed, rødme og hævelse dér, hvor man bliver stukket. Nogle kan få lidt feber. I sjældne tilfælde ses overfølsomhedsreaktioner (allergi) med åndedrætsproblemer, nældefeber eller udslet.

Hvornår opstår overfølsomhedsreaktioner/allergi?
Allergiske reaktioner opstår hurtigt efter vaccinationen. Alvorlige allergiske reaktioner, der er ekstremt sjældne, opstår i umiddelbar tilknytning til vaccinationen, dvs. når man er inde hos lægen. Lægen er trænet i at behandle disse tilfælde.

Hvorfor skal man sidde i 15-20 minutter efter vaccinationen
For at lægen kan være helt sikker på, at man ikke bliver dårlig efter vaccinationen. Specielt i udlandet har man set piger, der får kvalme, bliver utilpasse og besvimer som en psykisk reaktion på det at blive vaccineret. Det er ikke farligt i sig selv, men kan blive det, hvis man falder om og slår hovedet eller er uopmærksom i trafikken.

Kan vaccinen give alvorlige bivirkninger?
Der er i USA og andre lande givet mere end 30 mio. doser vaccine til unge piger, og vaccinen regnes for meget sikker. Men man kan ikke helt udelukke, at der viser sig meget sjældne, men alvorlige bivirkninger. Derfor overvåges bivirkningerne nøje i et internationalt samarbejde. 

Hvordan overvåges bivirkningerne?
Lægemiddelstyrelsen har iværksat en særlig overvågning af bivirkninger til HPV-vaccination, da vaccinen er forholdsvis ny. Lægerne er blevet opfordret til at anmelde alle tegn og symptomer, som kunne tænkes at være bivirkninger ved vaccinen - og privatpersoner kan også anmelde bivirkninger. Se www.meldenbivirkning.dk.


Hvad sker der, hvis jeg ikke overholder tidsintervallerne for vaccinationerne?
Vaccinationen kræver tre indsprøjtninger der normalt gives inden for en periode på et halvt år. Anden indsprøjtning gives normalt to måneder efter den første, og den tredje indsprøjtning gives normalt fire måneder efter den anden. Men de kan gives lidt tidligere eller lidt senere. Hvis man glemmer eller må aflyse en vaccination, skal man blot få en ny tid hurtigt efter. De tre vaccinationer skal være givet indenfor et år.

Hvor lang tid virker vaccinen?
Man regner med at vaccinen har en meget lang virkningsvarighed - måske livslang. Men da vaccinen er ny, ved man endnu ikke, hvor længe den virker, og om det er nødvendigt at gentage vaccinationen efter en årrække.

Kan HPV-vaccinen gives sammen med andre vacciner?
Ja, HPV-vaccinen kan fx gives samtidig med andre vacciner, men med to forskellige indstik. Hvis du ikke har fået din MFR-vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, kan du få den samtidig med HPV-vaccinationen.

Hvad sker der, hvis man bliver vaccineret og allerede er smittet med HPV?
Der sker ingenting ved at blive vaccineret selvom man allerede er smittet.

Hjælper det at bliver vaccineret, hvis man har fået konstateret celleforandringer på livmoderhalsen?
Nej, vaccinen er forebyggende og hjælper ikke på de celleforandringer, man eventuelt allerede har.

Kan man teste for HPV?
Man kan desværre ikke teste for, om man allerede er blevet smittet med HPV-virus. Ved undersøgelse for celleforandringer i livmoderhalsen kan man dog se, om man på det tidspunkt har en HPV-infektion. Der anbefales ikke test før vaccination.

Hvorfor vaccinerer man i 12-års alderen?
I det gratis børnevaccinationsprogram har man valgt at vaccinere i 12-årsalderen, dvs. inden seksuel debut. På den måde kan man vaccinere, inden pigerne bliver smittet med HPV-virus, og være sikker på at vaccinen virker.

Hvorfor er det kun piger født i 1993 eller senere, der kan blive vaccineret gratis?
Danmark er et af de første lande i verden, der indfører den nye HPV-vaccination i børnevaccinationsprogrammet. Som et ekstra tilbud har man valgt at også at tilbyde vaccinen til piger født i 1993, 1994 og 1995. Man har fra samfundets side valgt at prioritere de aldersgrupper, hvor flest vil have gavn af vaccinen. HPV-vaccinerne er helt nye, og der er stadig usikkerhed om, hvor mange tilfælde af kræft og kønsvorter de reelt kommer til at forebygge. Samtidig er vaccinen meget dyr, og de økonomiske midler skal prioriteres. Desuden forebygges livmoderhalskræft gennem screeningsprogrammet, som det anbefales at alle kvinder følger fra de fylder 23 år..

Kan drenge blive vaccineret?
Ja. Vaccinen er også afprøvet på drenge, og man kan se, at de udvikler antistoffer ligesom pigerne. Men da vaccinen er så ny, har man endnu ikke bevist, at vaccinen også beskytter drenge og mænd mod forstadier til kræft og kondylomer. Studier af vaccinen vil forhåbentlig snart vise, at den virker.

Hvorfor er der ikke gratis vaccination til drenge?
Fordi det endnu ikke er bevist at vaccinen beskytter drenge og mænd mod forstadier til kræft. Desuden er kvinder i større risiko for at få kræft, der skyldes HPV. Drenge kan ikke få livmoderhalskræft, men kan få mere sjældne kræftformer i kønsorganer og endetarm. Desuden forventer man, at drengene bliver beskyttet, når man vaccinerer pigerne. 

Er der flere forskellige HPV-vacciner?
Ja, der er to HPV-vacciner på markedet, der begge beskytter mod livmoderhalskræft (HPV-16 og 18). Til børnevaccinationsprogrammet er valgt vaccinen Gardasil, der også beskytter mod kønsvorter (HPV 6 og 11). Til vaccination uden for børnevaccinationsprogrammet kan man frit vælge mellem vaccinerne.

     

Sidst opdateret - 02.10.2008